Hvordan er indsatsen for cybersikkerhed egentligt organiseret i Danmark?

I Danmark har folketinget valgt at fordele ansvaret for indsatsen for cybersikkerheden bredt mellem flere centrale aktører.

Fordelingen sikrer bred forankring, men kan samtidigt hæmme det klare lederskab og ansvar for koordination, samarbejde og hurtig tilpasning af indsatserne i en tid med voldsom udvikling inden for cyberkriminalitet, cybertrusler og teknologier fra mange kanter. Fx er hjælp til opklaring af digital- og cyberkriminalitet endnu ikke modnet.

Der er meget man selv kan gøre og udvalget af vejledninger mm er omfangsrigt.

De centrale aktører er beskrevet nedenfor. I bunden af artiklen er indsat links til relevante sider.

Forsvarsministeriet har det overordnede ansvar for cybersikkerhed i Danmark, herunder det civile og militære cyberforsvar. Samarbejdet med internationale organisationer herunder NATO er forankret i ministeriet.

  • Forsvarsakademiet står fx bag Værnsfælles Doktrin, der beskriver principper for planlægning og gennemførelse af militære cyberspaceoperationer.

Udenrigsministeriet deltager i det internationale samarbejder om cybersikkerhed og cyberdiplomati i relation til sikkerhedspolitiske udfordringer.

Justitsministeriet er aktør på flere områder:

  • PET deltager i indsatsen for cybersikkerhed vedrørende efterretning og forebyggelse af cyberkriminalitet.

  • Datatilsynet er den centrale aktør i relation til persondatasikkerhed.

  • Politiet – anmeldelser om cyberkriminalitet sker til politi.dk. NSK, National enhed for Særlig Kriminalitet efterforsker blandt andet it-relateret økonomisk kriminalitet og digitale sexkrænkelser herunder med NC3, Nationalt Cyber Crime Center som underafdeling. NSK driver fx også Politiets Online Patrulje med tilstedeværelse på sociale medier og gamingplatforme.

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab er relativt nyoprettet herunder med Styrelsen for Samfundssikkerhed, SAMSIK. SAMSIK rådgiver både borgere, virksomheder og myndigheder om forebyggelse og håndtering af cybersikkerhedstrusler.

  • Center for Cybersikkerhed er nu forankret under SAMSIK og ikke Forsvarsministeriet, og udsender en lang række publikationer om cybertrusler, trusselsvurderinger, herunder på sektorbasis, undersøgelsesrapporter mm

  • Desuden har SAMSIK fx udgivet Nationalt Risikobillede 2025, der på listen af hændelsestyper med potentiale for nationale kriser også berører cyberhændelser.

  • SAMSIK har også nyligt udgivet NIS2* loven samt 4 generelle vejledninger. Ellers følges sektoransvarlighedsprincippet: dvs. at fx fødevareministeriet er myndighed og fx kontrollerer efterlevelse af NIS2 indenfor fødevarebranchen.

SAMSIK står ikke mindst bag sikkerdigital.dk i samarbejde med en række offentlige og samarbejdspartnere og interessegrupper.

Sikkerdigital.dk må betragtes som den primære portal fra det offentlige og har til formål at højne kendskabet til cybertrusler og forbedre bevidstheden om, hvordan cybertrusler kan imødegås med sikker adfærd.

👉 Sikkerdigital.dk portalen tilbyder målgrupperne Borger, Virksomhed og Myndighed et væld af:

  • Gratis værktøjer til at teste sin modenhed på cybersikkerhed, systemoverblik, sikkerhedstjek.

  • Overblik over de mest almindelige trusler (ransomware, phishing, CEO-fraud mm)

  • Centrale råd om IT-sikkerhed, virksomheder (overblik over data, opdater programmer, tag back-up mm)

  • Centrale råd, borgere (i at spotte svindel, sikkerhed på sociale medier, teknisk set-up derhjemme mm)

  • Skabeloner og vejledninger til at udarbejde af fx risikovurdering, beredskabsplan mm

  • Apps

  • Kontaktoplysninger til, hvor der i visse situationer kan søges hjælp i cyberrelaterede situationer

Sikkerdigital.dk er overvældende i sit udbud af materiale, men bestemt et besøg værd for både SMV og borgere.

Rigsrevisionen fører kontrol med regeringen på vegne af Folketinget. Det gør Rigsrevisonen ved at belyse, om Folketingets beslutninger bliver til virkelighed. Rigsrevisionens udsender bla. beretninger om cybersikkerheden hos statens myndigheder. Fx om regionernes beskyttelse af sundhedsdata fra cyberangreb, it-sikkerhed i Banedanmarks signalsystemer og statens it-beredskab.

Relevante links

Sikkerdigital.dk
SAMSIK.dk
CFSC.dk (SAMSIKs fagområde om cybersikkerhed)
Rigsrevisionen.dk

* NIS2 er Netværk og InformationsSikkerhedssystem sikkerhedsdirektiv 2 og afløser det nuværende NIS direktiv

Forfatter

Lignende indlæg